En af Sorøs markante personligheder var tandlæge Fru Kirsten Bransager-Timmermann. Hendes far var den kendte radikale bonde Hans Nielsen, Bransagergård i Alsted.
Hun blev født 24.maj 1880 og døde i 1959, 79 år gammel. I 1905 blev hun uddannet som tandlæge og oprettede praksis i Priorgade i Sorø samme år. I 1908 blev hun gift med redaktør Niels Ove Timmermann, Venstres folkeblad (radikal) i Ringsted. Han døde allerede 1920 af den spanske syge, hvorefter hun flyttede til Priorgade 3 i Sorø. I begyndelsen havde hun tandklinik i Priorgade, men den flyttede senere til adressen Storgade 24 i bankens bygning. I 1930 havde hendes tandklinik 25 års jubilæum og der var et usædvanligt rykind. Stuerne var fyldt med gaver og blomster.
Hun ophørte med sin praksis omkring 1953, men blev selv boende i Priorgade. Til sidst blev hun passet af sin niece, fru Lou Bransager, som boede på Torvet 4, i læge Rasmussens ejendom, hvor også Venstres Folkeblad havde redaktion.
Der er nekrologer om hende i aviserne den 7. juli 1959.
Folketidende (venstreavis) skrev ved hendes død: Gik hun ind for en sag lagde hun hele sin sjæl i den, navnlig i forhold, hvor hun syntes nogen led uret.
Blandt hendes bekendtskabskreds var Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg. Hun gav et betydeligt beløb til oprettelse af et museum for Skjoldborg i Løgstør. I øvrigt kom kunstnere og politikere i hendes hjem.
Fru Timmermann havde altid været politisk interesseret, men også litteratur og kunst havde hendes interesse. Endvidere kvindesagen, hvor hun har gjort en indsats, ligeledes i sociale spørgsmål.
Hun var i sine unge år en meget smuk kvinde og meget omsværmet kvinde. Hun er omtalt som en begavet, særpræget kvinde, interesseret og hjælpsom. Hun var en markant politiker og kvindesagskvinde. I nogle år var hun medlem af Radikale Landsforbunds bestyrelse.
Politik
I perioden mellem 1946 og 1954 var Kirsten Bransager-Timmermann indvalgt i Sorø Byråd
Efter kommunalvalget i 1946 var der 11 medlemmer: 4 konservative, 2 venstrefolk, 1 radikal og 4 socialdemokrater. Borgmesteren hed Dan Clausen. Han var en af de yngste i landet, født i 1906, valgt ind i 1943 og igen i 1946. Endvidere sad C.F. Larsen som repræsentant for landdistriktet.
I 1950 blev der ændret lidt. Der var 3 konservative, 2 venstrefolk, 5 socialdemokrater og 1 radikal. Den ene radikale var i begge perioder Kirsten Bransager-Timmermann. Som det ses af tallene var hun ofte tungen på vægtskålen, hvilket gav anledning til mange rivninger. Ved valget i 1954 gled de radikale ud af byrådet.
Læserbreve
Hun skrev utallige læserbreve. Her skrev hun skarptog forsvarede ofte sager om sociale forhold og om fattige og nødlidende. Helt fra omkring 1930 og i flere årtier frem kunne man se hende underskrift på læserbreve. Meget ofte havde hun skarpe bemærkninger efter byrådsmøder, hvor hun var efter sager, hvor hun syntes, det var gået lovlig hurtigt eller hvor hun følte, at tingene ikke blev behandlet godt nok. Hun var også efter politikere som var lidt lemfældige med at bruge penge. Ligeledes var hun efter langsommelighed, især når det ville gå ud over de mindst bemidlede. Hun engagerede sig ofte i sager, hvor hun mente, at nogen led uret. Hun var imod al form for flottenheimeri – også når det gjaldt kommunalt byggeri.
Under 2. verdenskrig blev flere og flere husmødre udearbejdende og børnepasning blev et stort problem for dem. Der oprettedes en privat ”Børnehaveforening” til afhjælpning. Mange af byrådets medlemmer havde svært ved at se problemerne. De kom herved under skarp ild fra fru Bransager-Timmermann i en længerevarende polemik. Se bl.a. Jul i Sorø 2006.
Eksempler på Bransager-Timmermanns skriverier.
Allerede i marts 1933 er der skriverier i den radikale avis:
Overskrift: ”Folketidendes mareridt”. Folketidende skriver, at dette, at de radikale er gået i listeforbund med socialdemokraterne, betyder, at de sidste radikale stemmer skal sikre en socialdemokrats valg. Ikke ilde fundet på, hvis Folketidende virkelig kan få vælgerne til at tro på denne historie og dermed få afskrækket dem fra at stemme på den radikale liste. Men man må spørge Folketidende, som evigt er i endnu mere kærlig forbindelse med de konservative – om venstre gør dette for at få valgt en konservativ mere? Nej selvfølgelig ikke.
I en løbende række af byrådsmøder diskuteres sportsarealerne. Foldboldbaner (for mange), tennisbaner (for de få). Br.-T. vil have forhold, som mange har glæde af på bekostning af baner (for de få).
Sorø Amtstidende skrev at tennisbanerne var fru Timmermann en torn i øjet. Hun svarede: Jeg så hellere, at de 9000 kr. blev brugt på kommunens dårlige boliger.
Om aldersrenteboligerne på Lillemarksvej i 1948/49. På byrådsmødet kom borgmesteren med en bemærkning om, at man ikke kunne få prioritetslån, før huset var under opførelse. Fru Br.-T.: Vi må vel gå ud fra at vi herefter har tilladelse til at bygge. Der synes at have været spildt tid nok. Vi viser for lidt initiativ.
I januar 1949 er den nye skolebygning på vej. Hun var chokeret over prisen. Hun ville have haft flere arkitekter til at give bud på byggeriet. Hun ville tillige have tegninger, der viste, at byggeriet om nødvendigt kunne deles i to. Efter en spydig bemærkning til Socialdemokratiet foreslog hun, at man måske kunne spare penge ved forenklinger.
I 1959 blev Sorø en markant personlighed fattigere.
Sorø Lokalarkiv,
Holger Jørgensen