Plov-Søren skabte en million-virksomhed i Slaglille
Produktion af trækul har eksisteret i miler ude i skovene siden oldtiden. De fleste har hørt om kulsvierne i de nordsjællandske skove. I skovene under Sorø Akademi, især i Ørnstrup-området genoptog man produktion af trækul i miler omkring 1930. Her var man i begyndelsen af 2. verdenskrig uheldig at gnister fra en mile antændte en bygning, hvilken førte til en retssag om sikkerheden ved milerne.
Hidtil var produktion af trækul sket i miler ude i skovene. I trediverne kom også trækulproduktion i såkaldte retortovne af metal kaldt svideovne og ikke i de tidligere omhyggeligt opbyggede miler, hvor man stablede brændet i et bestemt mønster, så der var luftkanaler til at holde liv i ilden uden at den brændte træet. Ved denne proces gik både syren i træet og tjæren tabt. Kulsvierne var ofte enere, der boede primitivt – somme tider meget primitivt – ude i skoven ved siden af milen. Når der først var ild i milen, skulle den passes i de 35-40 timer det varede, afhængigt af træsorten – ikke for megen luft og ikke for lidt.
En initiativrig mand
Fabrikant H.C.Sørensen kom fra Jylland (nær Fredericia), hvor hans far havde en smedeforretning. Der var 5 børn, som fra små af lærte at arbejde. Efter konfirmationen kom han i lære i en smedeforretning i Kolding. Da han i 1905 var udlært tog han på valsen til Tyskland som naver. Her arbejdede han bl.a. på en fabrik for jernbanevogne. Faderen blev syg i 1909 og døde efter få måneder. Sønnen tog så tilbage til Jylland og fik bl.a. en stilling på en fabrik for tærskeværker. I 1918 blev han bestyrer af et reservedelslager i Sorø og var repræsentant og montør af landbrugsmaskiner. Han cyklede rundt med plovskær på bagagebæreren. Allerede dengang fik han sit kælenavn ”Plov-Søren”.
H. C. Sørensen viste samtidig stor interesse for at skabe en industri med trækul. Det begyndte vist ved et besøg i Grøfte, hvor han på St. Frederikslund så en stor bunke affaldstræ. Dette vakte en tanke om produktion af trækul. Han havde mødt kulmiler i Tyskland og vidste at trækul skulle bruges til hærdning i jernfremstilling. Han forhørte sig hos B &W, som var interesseret. Han tog på trækulskolen i Sverige og lærte her at benytte stenovne til trækulfremstillingen. Han købte rettighederne til stenovnene. De svenske ovne kunne tage 26 rm af gangen, men han byggede dem om til 10 rm.
Fabrik i Slaglille
Sørensen var en mand med mange ideer, og der var ikke så langt fra ide til handling. Han fik i krigsårene en produktion i gang i miler i Aaså på Langeland, ved Ny Stenderup på Vestfyn og på Sjælland ved Skjoldenæsholm, St. Svenstrup, på Vallø og ved Sorø. I 1939 opførte han så fabrikken på Ringstedvej 46-48 i Slaglille og samlede efterhånden produktionen der. Der var egentlig tale om to industrier, idet der var en smedevirksomhed og en trækulsfabrik. På maskinværkstedet fremstillede og reparerede man selv sine maskiner. Der var dog også smedearbejder til andre industrier. Ved bygning af fabrikken i Slaglille forsvandt de gamle mileovne. Kun en mile fortsatte – den i Ny Stenderup ved Fåborg. Fabrikken fik nu travlt med at skaffe træ til produktionen. Træet blev hentet på savværker langt omkring fra for at skaffe en regelmæssig produktion. De tidligere kulsviere var nu blevet fabriksarbejdere.
Den første stenovn blev bygget i St. Frederikslund-skovene og var bygget af sten fra det nedbrudte Hotel Dagmar i København. Ovnen blev kaldt ”Dronning Dagmar” efter Sørensens hustru, som hele livet igennem deltog i produktionen og beslutningerne. Sørensen boede selv i Den villa, der blev bygget på grunden i Slaglille, mens forvalteren boede i det sorte hus ude ved vejen.
Dengang var der ingen der tænkte på havegrill. Trækullene skulle anvendes til brug for industrien og i husholdningerne. Under krigen skulle der spares på gassen, og petroleum og gas forsvandt. Tyskerne lukkede for adgangen.
Teknikken omkring fremstilling af trækul ændrede karakter. I 1939 blev Dansk Træindustri bygget på Slagelsevej 46 ved siden af maskinværkstedet på nr. 48, på et 3 tdl. stort område, begge dele bygget af ”Plov-Søren”, smed og en slags opfinder H. C. Sørensen.
Fra savværker – ofte langt væk – skaffedes affaldstræ, helst bøg og ask, gerne op til 100 rm. om dagen.
Svidningen
Virksomheden hentede en specialist fra Sverige, Hedlund, som vejleder. Det hjemkomne træ fra de mange savværker blev læsset på 2-3 tipvogne, som på skinner blev skubbet ind i den første af 3 ovne, tørreovnen. Her var de omkring 12-18 timer, afhængig af træsorten. Herefter blev et nyt sæt tipvogne skubbet ind i tørreovnen og samtidig blev det første vognsæt skubbet ind i svideovnen, hvor de var i 12-18 timer. Et nyt sæt blev skubbet ind i tørreovnen, hvorved dem foran blev skubbet videre. Det første vognsæt kom nu ind i køleovnen.
Når trækullene kom ud af ovnene sås et tydeligt ildskær, som på afstand – og særligt om natten, så voldsomt ud. Endvidere hang der en brandlugt i luften hver gang. Dette kunne af forbipasserende opfatte, som om der var ildebrand. Selve trægassen, som var et affaldsprodukt, blev brugt til opfyring på stedet.
Træsyren blev tappet af. Denne blev benyttet i bl.a. medicinindustrien. Resten havde man problemer med at komme af med. Et forsøg på at lede den ud i åen, faldt ikke heldigt ud. Vandet blev sort og fiskene døde.
Efterbehandling
Når trækullene kom ud af ovnen skulle de sorteres til mange forskellige formål.
Tjæreprodukterne anvendtes til imprægnering . Af støvet fremstilledes kønrøg. Dansk Trækulindustri var eneste fabrik, som fremstillede det i Danmark. Kønrøg blev brugt i malerindustrien, især til at male sokler på husene med. I 1970-erne blev der mindre brug for kønrøg, men der blev dog sendt 50 tons ud årligt.
Tjæren kom for sig. Det var ”finsk trætjære”. Det blev brugt i maling-industrien. Den var særdeles god til at beskytte træet, men havde den ulempe, at den havde vanskeligt ved at tørre.
Dansk trækulindustri leverede trækul til Hellesens elementer. Her brugtes især piletræ. Der blev produceret blomsterkul og trækul til hønse- og kyllingefoder. Trækullene nedbrød uheldige bakterier i fuglenes tarme.
Sørensen eksperimenterede med at udnytte træsyren til ukrudtsbekæmpelse, men det holdt ikke så længe. Til gengæld var det ikke giftigt, ligesom mange af de stoffer der kom frem midt i 1900-tallet. Hvor syren blev benyttet lugtede der af spegepølse i flere uger.
Tårnet
Sorteringen foregik i tårnet. Trækullene blev hejst op i tårnet, og på vej ned blev kullene sorteret i størrelse til forskellige formål. Her blev de pakket i sække eller æsker, afhængigt af formål. Når trækullet blev sorteret, blev der en hel del ”sorte pinde” taget fra – ikke helt forbrændte træstykker. De blev solgt til København til optændingsbrænde.
Generationsskift
I 1964 blev virksomheden omdannet til et familieaktieselskab, hvor Sørensens tre piger kom med i bestyrelsen. Den ene var gift med Niels Juel-Hansen, som herefter blev forvalter og senere direktør. Der blev senere nogen uenighed om produktionen og Niels Juel-Hansen valgte at stoppe som direktør i 1978.
De næste par år hed virksomhedens leder Amstrup. Fra omkring 1980 – 84/85 var Poul Juel-Hansen direktør. FDB var i en årrække en af de store aftagere.
Den hjemlige produktion stoppede i 1978, og man importerede trækul fra mange lande, især fra landene i Østeuropa, men også helt fra Afrika. Trækullene blev sorteret i Slaglille.
Konkurrencen med østlandene gjorde det urentabelt at fortsætte i Slaglille. Lukningen medførte kun en lille reduktion af medarbejderne. En del af dem ved ovnene gik på pension efter mange år på fabrikken.
Virksomheden blev til sidst overtaget af Fritz Suhr i slutningen af 1980-erne. Hvor produktionen helt standsede på trækulsfabrikken. Bygningerne blev herefter brugt som lager. Maskinværkstedet fortsatte lidt endnu. Fritz Suhr solgte så de enkelte bygninger til forskellige virksomheder. Stedet kaldes stadig i daglig tale Slaglille trækulsfabrik.
Arbejdspladsen
Fabrikken blev betragtet som en god arbejdsplads, men ikke som en ufarlig arbejdsplads. Arbejdet var særdeles beskidt. Alle dagene sluttede med et bad. Arbejderne skrubbede hinanden og man brugte sæbe og savsmuld, men arbejderne blev aldrig helt rene – kun når de havde haft nogle dages ferie. Endvidere fulgte der en voldsom røg over hele området i perioder, men det kunne ikke være anderledes, det var man vant til – dengang. Arbejderne sagde, at det var en meget fri arbejdsplads med et godt kammeratskab.
Slaglille Trækulsfabrik var en særdeles brandfarlig arbejdsplads. I 1970 brændte hele briketafdelingen. Der måtte bygges nyt med nye maskiner, snegle mv. og samtidig genopbyggedes et større lager. Fabrikken havde et problem i forhold til ildebrande, idet der ikke kunne skabes tryk nok på vandet til at udnytte et sprinkleranlæg.
Når der efter en brand skete en standsning i produktionen, prøvede fabrikken at skaffe trækul og briketter udefra, men man var ofte ikke tilfreds med kvaliteten fra udlandet.
I 1970-erne var fabrikken inde i en voldsom ekspansion. Der var det problem med grill-kullene, at de kun skulle bruges i 3 måneder, så der måtte resten af året oparbejdes et meget stort lager. Der blev produceret 800 tons årligt.
Lokalhistorisk arkiv for Sorø og Omegn,
Holger Jørgensen
Kilder, bl.a.:
- Tove Christensen, hvis far arbejdede på fabrikken
- Poul Juel-Hansen, tidl. Direktør
- Bogen: En hilsen til jer kammerater. Folketidende, 12-13.nov 1941, 8.april 1959
- Dagbladet 10. juli 1964, 10. juli 1965, 16.okt. 1971, 31.maj 1968, 14. juli 1964
- Sorø Amtstidende 21. feb. 1942