Festpladser omkring Sorø – Ægir

Ægir ligger mellem Parnasvej og Sorø Sø. Adressen er i dag Parnasvej 1.


Ægir var en lille idyllisk sommerrestaurant. Egentlig var det skovløberens kone, der tilbød at lave kaffe, og hun solgte også lette retter til gæsterne. Stedet er især blevet kendt, for det var her akademieleverne kunne komme uden indsigelse fra Akademiet. Dels var det et ordentligt sted uden øl og dels var stedets skovløberkone, Stine, en omsorgsfuld stedfortræder for en savnet moder. Her ”tillod” eleverne sig at ryge, skønt der ikke blev set med milde øjne på det fra Akademiet. På de store sommerdage kunne der komme 300-400 gæster Skovløberen Christian døde i 1910. Han efterfulgtes af skovløber Niels Peter Jensen 1910-24, derefter af skovløber Niels Chr. Hansen 1924-49. Stine flyttede til Vindelbro ved Ringstedvej og kom siden til en datter i Køge. Hun døde i 1921.
Aage Christensen skriver i ”Jul i Sorø” 1974: Borgerskabet – embedsmænd, købmænd m.fl. tog til Ægir. Man kom i køretøjer med kuske fra både Ringsted, Sorø og Slagelse og havde stuepiger med til at varte op. Det var især før det blev mode at tage til Parnas.