Den gamle Hærvej

Helt tilbage til stenalderen gik folk ad en vej tværs over Sjælland. I bronzealderen kørte folk i studetrukne kærrer. I vikingetiden kørte man med tungt læssede vogne til udskibshavne. Vejen har myldret med folk, vogne, stude og heste. Konger i spidsen for hæren. Munke, syge og tiggere – som der var mange af i middelalderen – alle slags mennesker er kommet ad denne vej.
Hærvejen er kommet fra Lejre over Haraldsted til Sigersted, derfra ind mellem Fjenneslev kirke og Oldengård, fulgt den nuværende vej gennem Fjenneslevmagle, forbi Pasegård og Sasserbro. Herfra fortsatte den i Sejevejen, og herfra ind i Sorø Sønderskov. Ude af skoven igen ved Stenbækhus forbi klyngehusene ved Odinsvej. Længere mod vest gik vejen på sydsiden af Skråbjerg, passerede den nuværende Parnasvej og forsvandt ind i Nyrup Skov ved Rødpælehus, fortsatte over Grøfte og Davidsrød til Slagelse – og ud til Storebæltskysten.
Sydvest for Skråbjerg regner man med, at middelalderens store vejknudepunkt lå. Der drejer vejen fra gennem Topshøj skov til Skælskør, den daværende ”fugleflugtlinje” til Slesvig-Holsten.
På gamle matrikelkort kan man følge den oprindelige Skælskørvej over åen ved Skråbjerg, forbi skovfogedhuset og mod syd gennem Topshøj Skov. Ejendommens ejer kan se, hvor vejen har gået, fordi der her ligger en stribe med mange sten, hvor kornet står tyndt og har en anden farve.

 

Som bevis på at hærvejen stammer fra oldtiden, finder vi den lange række af oldtidsgrave langs vejene. Langs hærvejen gennem Sorø Kommune har vi Ringdysse ved Sejevej, og Bodedysse mellem Frederiksberg og Lynge. De stammer fra 2.500 f.Kr.
Sorø ligger altså på alfarvej over Sjælland, mellem fortidens oldtidsvej mod syd og nutidens motorvej mod nord – gennemskåret af hovedlandevejen.

 

Bodedyssen mellem Frederiksberg og Lynge.

2 Replies to “Den gamle Hærvej”

  1. Kære jer
    Tak for en dejlig gennemgang af hærvejen på Sjælland, er det muligt st I kan hjælpe med ruten så den kan køres på cykel

    1. Hej Jesper
      Der er desværre ikke bevaret ret meget af den oprindelige vejføring omkring Sorø. Strækningen mellem Fjenneslevmagle og Sorø Sønderskov er sandsynligvis nogenlunde intakt, men derfra kan man ikke følge den videre mod Antvorskov.
      Vi havde en frivillig medarbejder i Lokalhistorisk Arkiv, som havde gået i skoven med en jernpind, og han kunne påvise hvor der var stenbelægning i skovbunden, men det var ikke længere en vej.

      Med venlig hilsen
      Per Damsbo Andersen / Lokalhistorisk Arkiv for Sorø og Omegn

Comments are closed.