Kategori: Blog

Billede fra gården bag Storgade 7. Til venstre ses pakhuset som i dag er en del af Sorø Bibliotek. Bygningen til højre var bryggeri og brændevinsbrænderi. I dag er kun den høje del af pakhuset til venstre tilbage. Billedet viser gården set fra øst mod vest.

Lokalhistorisk Arkiv har modtaget en beretning om PLL Bang og hans virke i Sorø. Den er nedskrevet af hans søn Andreas Peter Bang og renskrevet af Bangs oldebarn Søren Brandt. Den giver et meget interessant billede af den lille provinsby som Sorø jo var mellem 1860 og 1900.

Optegnelser om P.L.L.Bang, Sorø., skrevet af Andreas Peter Bang

Desværre har Fader kun efterladt sig de foranførte Optegnelser om
sit eget Liv, ligesom han før sin Død havde tilintetgjort næsten
alle Breve o.a. som muligt kunde have oplyst noget, og da Fader
tilmed var ret faamælt overfor os Børn om sit eget Liv, og kun
yderst sjældent fortalte os derom, er min Viden herom ret ringe.
Fra min Faster ved jeg lidt mere og ved at lægge det ene sammen
med det andet, og dertil føje, hvad jeg ellers kender bl.a. om
det økonomiske Liv i Faders Tid, har jeg faaet nedenstaaende ud
af det, og tror, at det giver et nogenlunde rigtigt Billede.

Efter Fasters Udtalelser var Fader sin Moders Kælebarn, som hun
nødig gav fra sig, og han fik derfor, i Modsætning til den yngre
Broder der gik i Realskole, hele sin Undervisning i Hjemmet,
dels af Forældrene selv, dels af enkelte Huslærere, som det
dengang ofte brugtes i Præstegaardene paa Landet.Dette medførte,
da Fader senere skulde ud, at Fader led forfærdeligt af Hjemve,
og Faster paastod, at han gerne rendte hjem fra de første Pladser,
han havde. Helt saa galt, som hun fremstillede det, har det dog
ikke været, for foruden det Ophold paa Hjørlunde Højskole, som
Fader selv har nævnt, var Fader, som hans Lærebrev udviser, 1 1/2
Aar i Lære hos en holstensk Landmand Proprietær Schiltz, Søgård
og tjente senere, hvad han selv har fortalt min Broder, som Forvalter paa
Slangerupgaard, hvor hans Arbejde ofte medførte, at han var i Sadlen fra
Morgen til Aften.
Herudover har Fader ellers, ligetil Bedstefader døde og Bedstemoder
flyttede til sin Datter i Dejbjerg Præstegaard, været hjemme hos sin Fader
og Moder i Præstegaarden, hvor han først under Bedstefaders
Vejledning senere som selvstændig Forpagter, var beskæftiget med
det Landbrug, ca 130 Tdr Landstort, der hørte til præstegaarden.

Maa jeg her fortælle, hvad jeg har fra Fader selv, at da
Bedstemoder i Marts 1863 døde i Dejbjerg Præstegaard, og skulde
begraves hos Manden i Gørløse, kørte Fader hendes Lig fra Dejbjerg
til Gørløse med Præstegaardens 2 brune for en Arbejdsvogn, og da
Skik og Brug krævede, at et Lig altid kørtes i Skridtgang, Trav
var en Forbrydelse, blev den lange Tur udført i Skridtgang, Turen
over Bælterne, Lillebælt i Sejlsmakke, og hele Rejsen varede 8
Dage, længe at sidde paa et Agebrædt paa en stiv Vogn og ikke
gode Veje allesteder.

Formodentlig fordi Bedstefader mistede en del Penge ved
Præstegaardsbrænden, han skriver jo selv i sin Beretning, at han
blev ruineret, har der ikke været Penge til at etablere Fader for
som selvstændig Landmand – hans senere Arvepart udgjorde saavidt
jeg ved 2 000 rdl. og ved Hjemmets Opløsning er da Fader, ca 30
Aar gI, taget til Broderen i Ringsted, hvor han gik i
Købmandslære, og fik, som det fremgaar af Borgerbrevet, i 1855
Bevis for at være udlært Butikssvend. En kort Tid af disse Aar
var Fader hos en Fætter, Brygger August Vogelius paa Rahbeks Alles
Bryggeri i København, for saa at lære Hvidtølsbryggeri, medens
Brænderilærdommen var indvundet i Ringsted.

I 1855 købte Fader, rimeligvis med støtte af Broderen, ved en af
Akademiet afholdt Auktion, den Gaard paa daværende Adelgade
(Realgade – den nuværende Storgade) i
Sorø, der er kendt under Navnet “Herrernes Gaard” eller “ædes
principium” , for der at oprette Købmandshandel, Bryggeri og
Brænderi.
Den 7éDecember 1855 fik Fader derefter Borgerskab i
Sorø som Købmand, Brygger og Brændevinsbrænder.

Om dette Borgerskabs Erhvervelse har Fader selv fortalt, at han
med sit Lærebrev fra Broderen (Næringsfrihed indførtes jo først
i 1857) henvendte sig paa Raadhuset, hvor den kgl. Borgmester,
Byfoged, Birkedommer o.m.a.rezesiderede. Denne der hed Søren
Leuning var af den dengang almindelige Type Embedsmænd, hoven,
brutal m.v., der ikke regnede nogen alm. Borger for andet og
mere, end det Skidt, han traadte paa. Foruden sine andre Hverv,
var Leuning ogsaa født Chef for den Borgervæbning, som dengang
endnu eksisterede i alle Købstæder, og som enhver voksen Indbygger
var tvungen Medlem af.
Fader fik nu Ordre til at anskaffe sig Uniform, og idet Leuning stadig kun
tiltalte ham som “Han” og “Ham”, paa en bestemt Dag,
at møde på Raadhuset iført denne Mundering. Med Chapo paa
Hovedet og sabel ved Lænd, fik Fader derefter overrakt sit Borgerbrev.

Medens jeg er ved Borgervæbningen, vil jeg gerne gengive lidt af,
hvad Fader under tiden har fortalt om den. Engang om Ugen Sommeren
igennem mødte den i Filosofgangen til Ekcersits og Skydeøvelser,
og da Udeblivelse uden lovlig Grund straffedes ret strengt med
Bøder og eventuelt Arrest, mødtes derfor saagodt som hele
Borgerskabet disse Dage.
Der var gamle og unge, tykke og tynde og naar Mødetiden var omme blev
de af den næstkommanderende, der ligesom de andre øverstbefalende
Befalingsmænd var udtaget bl. Borgerne (Fader endte som
næstkommanderende) rangeret ud paa 2 Geledder efter en vis
Rangordning med Købmænd og Haandværksmestre paa Højre fløj og de
mindstbetydelige paa Venstre fløj medens Højde og Førlighed ingen Rolle
spillede, saa de stod store og smaa, tykke og tynde imellem hinanden. saa
det var en lidet militærisk udseende “pèle mêle”
Naar det hele var opstillet, indfandt Borgermesteren sig i sin
røde Frakke, trekantede Hat og Kaarde ved siden, og efter nogen
Ekcersits, der nok var ligesaa parodisk, som alt det andet,
svingedes der ud i Sektioner og marcheredes til Skydebanen ved
Tuel Sø, hvor der gik en Time eller to med Skydninq oq Ekcersits
til, naar Vejret var godt, Konerne indfandt sig med Madkurvene,
tilbragtes nogen fornøjelig tid.

En Episode i Borgervæbningen, der morede Fader meget, hændte, da
en af Byens rigeste Mænd, en stor og Tyk Slagtermester der hed
Draminsky, ked af al den Traven en Dag mødte til Hest og red ind
paa sin Plads i Geleddet og krævede at blive der.
Der blev selvfølgelig stort Postyr, da Leuning indfandt sig, men Draminsky
paastod, at der intet stod i hans Reglement, om at man
ikke maatte møde til Hest, og som den forsigtige Jurist Leuning
var, og han i Øjeblikket ikke havde sit Reglement med, bøjede han
sig. Under hele Styrkens Munterhed begav man sig afsted med
Draminsky til Hest midt i Geleddet. Hvorledes Sagen egentlig
endte ved jeg ikke, men det var dog eneste Gang, at der var
Rytteri med i Væbningen.

Hvornaar Borgervæbningen ophævedes, aner jeg ikke, men mange Aar
var Fader ikke med til de Løjer. Istedetfor den oprettedes et
Hjælpepolitikorps, hvortil Borgerne havde samme Tvang til at være
i, som i de samtidige Brandkorps. Her gled da Fader ind som
næstkommanderende, hvortil han jo ogsaa var avanceret indenfor
Væbningen.
Dette Korps var uniformeret med Hue og Sidevaaben, de menige
Medlemmer med en Hue med et grønt Baand om og en af de gamle
Infanterisabler med Messingkorshæfte som Sidevaaben, medens
næstkommanderende bar en guldtresset Kasket og en Dolk i sort
Snoregehæng. Denne Dolk anvendte jeg senere under mine to Indkaldelser
som Sekunsløjtnant i Artelleriet og den findes endnu.

Og saa vender vi tilbage til den gamle Gaard og 1855. Inden Fader
erhvervede sit Borgerskab, havde han opført nye og maaske
forandret enkelte staaende ældre Bygninger til det nye Formaal.
Til Bryggeri, Brænderi, Maltgøreri og Kornmagasin opførtes på
Grundens Nordside en ret stor 2 Etages Bygning med Lagerkælder
til Øllet under næsten hele Bygningen. Mod Vest fortsattes med en
lang Enetages lettere bygget Bygning til Brændsel, hvoraf der
brugtes en hel Del, da hele Maltgøreriet blev drevet med
Bøgebrænde, mest Knuder.

Syd for Bryggeribygningens Gavl blev der gravet en meget dyb Brønd, da
Vandforsyningen var af afgørende Betydning, og vest for denne ligeoverfor
Brændeskuret blev der bygget et 2 Etages Bindingsværkshus med
Hesteomgang forneden, Valseværk til Knusning af Maltet og paa 1`Sal
store flade firkantede Trækar til Svaling af Øllet, de saakaldte Svalebakker.
Langs Sydsiden af Grunden blev de der staaende Bygninger udvidede
og forandrede, saa der i den øveste Ende først var Køkken o.m.a.
i Tilslutning til Stuelejligheden derefter kom Hestestald, “Rejsestald” og sidst
Kostald, medens der over Staldene var Kornmagasin m.v. til
Købmandshandelen.
Fra Begyndelsen af 1856 var derefter det hele i Orden, og
Virksomheden begyndt.

Købmand har Fader vist aldrig været, og nogen omfattende
Handelsuddannelse havde han heller ikke, og allerede i 1858 lejede han da
Købmandsforretningen ud, først til en Købmand Thomsen, der allerede 1865-
66 gik Fallit, hvorved Fader tabte 2000 Rdl, og derefter til en Købmand Høyer,
der heller ikke kunde klare sig, men gik fallit 1877-78, hvorved
Fader ogsaa tabte penge.
Endelig kom der saa en meget dygtig Mand, Wiggo Erslev, en af Farbroders
Kommiser. og han drev hurtigt Forretningen i Vejret, saa den blev Byens
næststørste, til Tider maaske største Forretning.

Ved Faders overtagelse af Ejendommen var Lejligheden paa
Førstesal overdraget en af Akademiets Lærere som Tjenestebolig og
Akademiet havde betinget sig, at han midlertidig blev boende, og
Fader, der jo var ugift til 1866, indrettede sig i den rummelige,
men dog langt ringere Stuelejlighed, hvor Fader derefter blev
boende, ligetil han i 1902 opgav Forretningen, og i denne
Lejlighed har da vi 6 Sødskende havt hele vor lykkelige Barndom
og Ungdom. Af 1st Salen, der kom til at høre til Købmanden,
disponerede dog til at begynde med over næsten Halvdelen af den
nordligste Ende, der blev brugt til Pulterkammer, Gæsteværelse
o.l., men efterhaanden som Erslevs Bedrift voksede fik han dog
overladt 3 af Værelserne, og saa lidt Forretningsmand var Fader,
at jeg ikke tror, at Erslevs Lejeafgift af den Grund blev sat op.
Efter ar Fader havde skilt sig ved Købmandsforretningen og helt
kunde hellige sig Bryggeri og Brænderivirksomheden, drev han disse
betydeligt i Vejret, og havde, saavidt vi kan forstaa en lang Række gode
Aar, hvor han blev en ret velhavende Mand.

Brænderivirksomheden hvilede dengang på at det mest var den
Fedestald, der kunde drives paa Biprodukterne, den flydende ?rank
og Resten fra Bryggeriet, i højere Grad end paa Fortjenesten paa
det færdige Produkt. Her kom Faders Landmandsuddannelse og
medfødte Evner til at kende Kreaturer ham da mægtig til gode, og
hans Fedestald kom efterhaanden op paa 40-50 Kreaturer, mest
Stude, der indkøbtes magre, og paa 3 Maaneder var Export-modne og
solgtes levende til England og lidt til Tyskland.
Da Esbjerg Havn endnu ikke eksisterede, skete Eksporten over
Korsør, hvorfra der 1 a 2 Gange ugentlig gik Baad til England.
Bryggeriet gik ogsaa fremad og maatte 1871 udvides væsentligt.
Nu, da Hesteholdet androg 5-6 Spand og fedestalden 40-50 Høveder,
kneb det i disse for Landbruget gode Aar, undertiden at skaffe
Foder til Hestene og Strøelse til baade Heste og Kreaturer, og ihvertfald
kunde det kun købes til meget høje Priser.

Fader spekulerede da paa, at knytte eget Landbrug til den øvrige Bedrift
og i 1876 bestemte han sig til at realisere Tanken, vistnok netop
det Aar da Landbruget laa paa sin højeste Konjunktur.
Fader købte da en ca 50 Tdr land stor Bondegaard “Lundagergaard”
i Haugerup, en Landsby ca 1/4 Mil vest for Sorø. Denne Gaard,
som da Fader overtog den, var i yderste Forfald. Bygningerne var
Bindingsværk af elendig Kvalitet, i de bedste var Bindingerne
udmuret med raa, soltørrede Sten, i Udlængerne i Risfletninger,
hvorpaa der fra begge Sider var klasket raat ler o.s.v. Markerne
var stenfyldte og i elendig Kultur, tilsidst var kom? den ret
store Have tilsaaet-med Grødkorn, som Familien opretholdt Livet
med, og alle Frugttræerne paa 2-3 Stk nær, var fældede og brugt
som Brændsel. .

Fader begyndte strax at forbedre paa alt dette. Al Staldgødningen
fra Fede- og Hestestalde blev kørt paa Jorden. Ajlen fra
Fedestalden samlet i en stor … Beholder, hvorfra den blev
pumpet op i en stor Trætønde med en af Kobber lavet Spreder
bagest, og i denne – Byen kaldte den “Bangs Au de cologne Vogn” –
kørt ud ,og spredt over Markerne, en Husmand samlede Sten, og
hver Forår og Sommer blev det sprængt Sten, der var dukket op
under Pløjningerne.
Her husker jeg, at en Dag Jørgen, Gethe og jeg var med Fader ude
at se paa Stensprængningen, fik Fader med sin ualmindelig
praktiske Sands Færten af, at der var noget galt, og idet han tog
de 2 mindste i Haanden, løb vi alle 4 væk fra Stedet hvor vi stod
– Da Sprængningen var ovre, og vi vendte tilbage for at se,
hvorledes den var forløbet, var et af de største Stykker faldet
ned ovenpaa Faders Stok, som han havde stukket fast i Jorden, og
i Skyndingen ikke faaet med.

Da fader overtog Gaarden var Besætningen 2 gamle magre Krikker og
2 Køer. Fra det Tidspunkt jeg erindrer, var der 7 gode Køer, den
ældste Hest, der nu spiste Naadsens Brød, uden at gøre Tjeneste.
Den anden var da 28 Aar, køn og velholdt som den nu var, og jeg
erindrer, at vi en Søndag skulde til “Fiskerhuset” ved Næsbyholm
for at drikke Kaffe. Midt paa den stejle Bakke ned mod Susaaen,
sprang pludselig Buggjorden og hele Selen røg ud over Hovedet paa Hesten.
Maa jeg … indskyde, at Fader, der ellers ikke var
fedtet, paa det ene Omraade sparede ret stærkt, men til Gengæld
altid havde et righoldigt Udvalg af Hyssing? og solidt Tov til
Reserve liggende i Magasinet under Kuskesædet.
Min ældste Broder, der var Kusk, Elna var eneste voksne paa Vognen,
drejede betænksomt Vognen ind i det bløde Sand i Vejsiden, og holdt den
der, til vi naaede Foden af Bakken. Saa fik vi to Drenge Hyssingen
frem, og bundet Seletøjet sammen med den, og derefter klarede vi
Resten af Turen, ogsaa Hjemturen uden Uheld.

Efterhaanden som Gaarden kom i bedre og bedre Drift, voksede
Besætninqen tilsvarende lige til den, da Fader i 1902 solgte den,
var paa 20 gode Malkekøer, og fra at være den ringeste Gaard i
Haugerup, blev den snart den bedste.
Jeg husker, at da jeg sidste Gang var hjemme og tale med Jørgen,
sagde han, der selv var helt uden Landmandsinteresser, at den nu
var Bedriftens bedste Aktiv.

Paa Gaarden tilbragte fader, den Gamle landmand som han var, sine
sidste Dages Lykkeligste Timer, og i den Tid da Bekymringen for
at holde sammen paa det hele, til Emil og Hedvig var fra Haanden,
var det det sted hvor han altid fandt Helse for sine Bekymringer.
Skade kun, at vi Søskende ikke delte den Interesse med ham, men
at det næsten altid, Gethe var en Undtagelse, var efter
Overtalelse, at vi tog med.

Faders Kærlighed til Dyr gav sig ogsaa Udslag her, jeg der siden
1898 var en lidenskablig Jæger, fik aldrig lov, at tage min Bøsse
med hjem, for at gaa paa Jaqt derude, nej Fader vilde nyde at se Vildet paa
sine Marker.
Den smældfede russiske Moppe, der paa Faders ældre
Dage var Faders erklærede Yndling, var ved et mærkeligt Lune fra
Naturens Haand, udrustet med en Næse saa fin som paa nogen
Jagthund. Naa Fader da gik i Marken fandt Moppens aand enten en
Fasan, som den ihærdigt fulgte, til Fuglen gik paa Vingerne.
Fandt Moppen, hvad den altid gjorde, Foden af en Hare, og saa gik
den vilde Jagt, Kartoffelrække op og Kartoffelrække ned, til
Vejret helt gik af Moppen.
Saa kom den med den krøllede Hale helt rettet ud, langsomt tilbaqe
til Fader. der tog den op og bar den hjem, for at anbringe den
paa den polstrede Hynde paa Bukken, hvor den laa gispende, næsten
til Vognen kom hjem. Der sprang fader, der var oppe i 70`erne,
let ned fra Vognen, og bar den trætte Moppe til dens Kurv.
Selv har jeg mange Gange, naar jeg var med Fader derude, moret
mig over den Foragt, Harerne viste Moppen. Naar de havde løbet
lidt foran den hvæsende Moppe, satte de sig, gjorde Kegle, som
det hed, og saa paa Moppen.
Naar Moppen kom saa nær, at den kunde se den paa Halen siddende
Hare, blev den aldeles rasende, og halsede, trods sin
Forpustethed, til den kun var et Spring fra Haren. saa lettede denne
forsigtigt, løb et lille stykke, og det hele om igen.

Moppen elskede ogsaa at sejle, og medens Jørgen eller jeg gjorde
Baaden klar, det var jo gerne varme Sommerdage, vadede Moppen
med ud, og satte sig, saa kun Hovedet var over Vandet, og man
saa det sorte Hoved med en lang rød Tunge hængende ud af Halsen.
Når vi kom i rum sø, kunde Moppen ikke sidde fast paa den skraa
Toft, kilede den sig ind bagom Rorgængeren. eller den satte sig flegmatisk
ned i Læ og saa i Vandet, som om den beregnede Farten.
Kun hvis der stod saa megen Krap Sø, at det stænkede på næsen,
forlod den sit interessante sæde.

 

(Optegnelser ved Andreas Peter Bang, P.L.L. Bang’s 2. søn, 1870-1948.

Afskrift 2020 ved Søren Brandt, barnebarn af A.P. Bang)

Festpladsen og Eides Anlæg

Omkring 1800 sænkedes vandstanden i Sorø-søerne næsten 1 m, så den østlige sø-arm (Flommen) blev delvis tørlagt. Filosofgangen havde indtil da kun været en smal vej eller sti, ofte kun et spor. I 1826 blev vejen renoveret og udvidet til 11-12m, således, at kong Fr. VI kunne komme standsmæssig kørende til indvielsen af det nye Sorø Akademi i 1827 (efter Akademiets brand i 1813). Det ville være umuligt for det kongelige køretøj at komme gennem den smalle byport ved Storgades nordlige ende. Vejen blev imidlertid ikke almindelig kørevej. Den var forbeholdt de få, bl.a. Akademiets professorer – deraf navnet Filosofgangen. Filosofgangen blev åbnet for alle midt i 1850-erne.

Hvor Filosofgangen og Fægangen krydsedes, byggedes et ledvogterhus. Det var her ledvogter Mouritzen (kaldet Mouritz) og hans kone Ane Sofie boede 1870-1909. Hun kunne servere øl og kaffe og lettere anretninger. Mouritz efterfulgtes 1910-17 af Hans Peter Christiansen, der flyttede ind i det nybyggede ledvogterhus ved siden af i 1911. 1917-1929 hed skovløberen Karl Kristiansen. Både ved skovløberhusene på Ægir, Hjortnæs og ved Lillemarkshuset var der sat simple borde og bænke op til fri afbenyttelse.

Aage Christensen skriver i ”Jul i Sorø” 1974: På festpladsen med Mouritz blev de store våbenfester og snitfester afholdt indtil man flyttede dem til Egevang. Alle skulle i skoven den dag. Også originalerne mødte op: Isak med det store hvide skæg, som talte om bibelen og omvendelse. Lars og Trine gik med hinanden under armen. De blev altid drillet. Sorte Marie, som vi var bange for. Hun løb efter os, hvis vi sagde noget til hende. Det var et blandet folkeliv.

”Festpladsen”
Området lige overfor Lillemarkshuset – på nordsiden af vejen – omtales ofte ”Festpladsen”, hvor der også var opsat nogle borde og bænke. Her hyggede man sig med den medbragte madkurv. Her skabtes plads for en anden type arrangementer: store foreningsfester og arrrangementer. I en længere årrække holdt byens foreninger gennem sommeren en række fester.
På denne festplads holdtes bl.a.
Husflidsfester kaldet ”snitfester”,
Våbenbrødrefester (Danske Våbenbrødre)(opr. 1877)
Missionsfester
Afholdsforeningens fester (opr. 1885)
Politiske møder
Familieudflugter med madkurve og flere andre sommerarrangementer.

I 1800-tallet ”regerede” skovrider Sarauw over Sorø Akademis skove indtil 1846 og efter ham hans svigersøn, Frederik Carl Eide 1846-1882. Han var først skovrider og senere forstinspektør. Han fik tillige titlen kammerherre.
I 1874 begyndte Eide at lave en park nord for Lillemarkshuset. Det er den del af Bulbro skov som ligger mellem Grønningen og Filosofgangen. Der var grupper af fyrretræer, der var stier og der var en sø/vandhul. Der blev opsat borde og bænke. Alt dette er blevet vedligeholdt op gennem 1900-årene, idet skovfoged Koch i 1970erne fornyede bænkene.

Kortet over festpladsen er tegnet allerede i 1849, så der har nok været et langt tilløb, eller der er lavet noget over flere år.

Efter Eides død sattes en mindesten over ham i anlægget
Mindestenen står der endnu og teksten lyder:

 

Kammerherre hofjægermester
Frederik Carl Eide
Overinspektør
For Sorø Akademis skove
I 50 år
Til sin død12. august 1882
Virkede han i
Sorø Akademis skove
Som han særligt følte sig knyttet til
Han elskede den danske skov
Akademiets forstetat
Satte ham dette minde

Tæt på Kongebroen ligger skovløberstedet Hjortnæs, der også havde stort besøg hele sommeren igennem. Det har nu adressen Parnasvej 2. Her kom især arbejderfamilier, mens ”de borgerlige” kom på Parnas. Skovløberen hed Peter Sørensen indtil 1889, men før ham Jens Madsen, Blegemanden kaldet. Han modtog tøj til blegning. Derefter Niels Peter Jensen til 1907 og Niels Christian Hansen til 1924. Oluf Bendtsen 1924-62. I hans tid standsede besøgene. For øvrigt kaldte borgerne huset for Hjortnæshuset, mens Akademiet brugte navnet Frederiksyndest.

Aage Christensen skrev i ”Jul i Sorø” 1974: Fornøjelserne var små og få dengang, men der var et dejligt familiesammenhold. Arbejderne og de små håndværksmestre tog til Hjortnæs, hvor alle var glade og hvor der var et godt sammenhold blandt de voksne og børnene. Det var tiden omkring 1. verdenskrig.

Ægir ligger mellem Parnasvej og Sorø Sø. Adressen er i dag Parnasvej 1.

Ægir var en lille idyllisk sommerrestaurant. Egentlig var det skovløberens kone, der tilbød at lave kaffe, og hun solgte også lette retter til gæsterne. Stedet er især blevet kendt, for det var her akademieleverne kunne komme uden indsigelse fra Akademiet. Dels var det et ordentligt sted uden øl og dels var stedets skovløberkone, Stine, en omsorgsfuld stedfortræder for en savnet moder. Her ”tillod” eleverne sig at ryge, skønt der ikke blev set med milde øjne på det fra Akademiet. På de store sommerdage kunne der komme 300-400 gæster Skovløberen Christian døde i 1910. Han efterfulgtes af skovløber Niels Peter Jensen 1910-24, derefter af skovløber Niels Chr. Hansen 1924-49. Stine flyttede til Vindelbro ved Ringstedvej og kom siden til en datter i Køge. Hun døde i 1921.
Aage Christensen skriver i ”Jul i Sorø” 1974: Borgerskabet – embedsmænd, købmænd m.fl. tog til Ægir. Man kom i køretøjer med kuske fra både Ringsted, Sorø og Slagelse og havde stuepiger med til at varte op. Det var især før det blev mode at tage til Parnas.

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte man at holde mange arrangementer i Egevang.

Det er den lille plet skov ved Sorø Sø hvor Banevej munder ud i Skælskørvej.

På dette luftfoto fra 1931 kan man tydeligt se det åbne område på den lille halvø i Sorø Sø.

Allerede i 1903 blev der holdt grundlovsfest i Egevang og fra 1907 gymnastikstævner indtil 1926, hvor de flyttede ud til Tuel sø. De kom efterfølgende til at hedde Søskov-stævner.

Fremskridtforeningen havde arrangementer fra 1903. Der holdtes rigtige folkefester med tivoli og underholdning og børnefolkedans og om aftenen 5-øres dans for voksne.

Sorø Højskole holdt sine fester her. Der blev opsat borde og bænke og der blev en smuk udsigt over søen til Akademiet.

Desværre er området temmelig sumpet, og det gav problemer hvis det havde været regnvejr.

Dette luftfoto fra 1956 er taget lige efter anlæg af den nye Skælskørvej. Midt i billedet kan man se tilkørselsvejen til Egevang.

I 30’erne ophørte arrangementerne efterhånden, og området er nu groet delvist til i skov igen. Man kan dog godt stadigvæk fornemme resterne af en åben plads midt mellem Egevangs Allé og Sorø Sø.

Billederne er fra Det kongelige Biblioteks billedsamling.

Parnas var kendt allerede i 1700-tallet (1745), som et sted hvor man kunne købe ”vand på maskine” til at lave kaffe. Her boede spillemand Niels Frederiksen. Efter hans død fortsatte hans enke med at servere kaffe i deres lille stråtækte ejendom.

Postkort fra 1906

Sidst i 1800-tallet ejedes stedet af Madam Frederiksen. I denne periode var det ikke velset at ”pæne folk” kom. Det var et sted med masser af øl, keglespil og buledans. Parnas fik et lidt tvivlsomt ry. Dette ændrede sig radikalt da Parnasselskabet købte stedet i 1900. I 1900-tallet blev stedet derimod kendt for sine fester med musik, ofte til 4 mands orkester og det trak gæster fra en stor del af Sjælland.

Parnas blev udvidet og ombygget mange gange. Det blev mange år i festernes tegn. Det vrimlede med gæster hver sommer. Solistaftener, politiske møder, VU-fester, pinsefester, ældreudflugter, firmaudflugter og Parnassvømningen. Det var her hele familien kom og det blev et af de steder, hvor også akademieleverne og tidligere elever kom.

Parnas engang i 50’erne

Svendene gik på druk, ankerhuseleverne kom og borgerskabet holdt baller. Det var simpelt hen her man i et helt århundrede søgte hen fra store dele af Sjælland.

Festlighederne stoppede brat, da et lyn i 1970 slog ned og antændte restauranten. Den blev aldrig genopbygget.

Kort tid efter sank parnasbåden en nat, og der var så ikke turbåd på søen før i 1990-erne.

Holger Jørgensen, Lokalhistorisk Arkiv for Sorø og Omegn

I disse tider hvor vi ikke må samles i større flokke, kan det være sjovt at tænke på hvor mange samlingssteder i det fri der har været omkring Sorø.

Sorø har altid været en lille købstad. Til gengæld har byen en enestående natur lige uden for bygrænsen.
Dette har byens borgere vidst at udnytte når de skulle feste. Nogle af stederne var præget af eleverne og af lærerne ved Sorø Akademi og af tidligere elever.
Andre steder – og til andre tider – af byens borgere – men de kom ofte ikke de samme steder. I 1800-tallet var det ofte bl.a. ved Hundekilde, Elisabethsminde, Parnashøjen og Sophiekilde (omkring 1900). En kort tid først i 1800-tallet også på og ved Bøgholm.
I de sidste årtier af 1800-tallet og helt til efter 2. verdenskrig havde byens omegn ”steder” hvor ”man” samledes. Efter krigen fik mange familier bil og udflugterne gik længere væk til nye oplevelser. Men man mistede dermed de nære bekendtskaber og venskaber i nærområdet.

I de næste uger vil vi skrive om nogle af de mest kendte steder hvor man festede tidligere.

Billedet er fra en fest på Parnas i starten af forrige århundrede. Læs mere i næste uge.

I aften er det 75 år siden Danmark blev befriet, og det skulle have været markeret med mange store arrangementer over hele landet. I Sorø bl.a. med et Alsangs-arrangement og en kransenedlæggelse ved mindetavlerne for faldne frihedskæmpere. Det har jo desværre måttet aflyses.

Vi har dog fundet nogle billeder frem som viser fejringen af befrielsestropperne, da de kører forbi på hovedvejen ved Albertikrydset. Sammen med rigtig mange af Sorøs borgere stod eleverne fra Ankerhus med flag langs vejen. Skolens forstander Folmer Dam var modstandsbevægelsens første byleder i Sorø. Han var nødt til at flygte til Sverige i marts 1944, så han oplevede ikke selv direkte befrielsen, men returnerede til Sorø i begyndelsen af juni 1945.

Man kan læse meget mere om besættelsen og befrielsen i Sorø i bogen ”Sorø 1938-1950” og i ”Jul i Sorø” fra 1965, 1995 og 2005.

 

I disse dage er det 75 år siden mange skandinaviske fanger blev hentet hjem fra fangenskab i tyske fængsler og koncentrationslejre.
Operationen med de hvide busser blev startet af det svenske Røde Kors og grev Folke Bernadotte, men efterhånden kom også danske busser og medhjælpere til.
Billedet viser en af de danske busser med dannebrog malet på siden. De svenske havde et rødt kors. Bussen passerer Albertikrydset, og en del mennesker har taget opstilling for at give de frigivne en varm velkomst.

Der er i øjeblikket en livlig trafik på stien rundt om Sorø Sø, og på turen rundt passerer man Kongebrokilden. Det er de færreste som kender til den i dag, men tidligere havde den en fremtrædende plads i soranernes bevidsthed. Den befinder sig i det nordvestlige hjørne af Sorø Sø – der hvor Parnasvej møder Slagelsevej. Kilden er i dag markeret med en lille sten med indskription på, men hvis man ikke ved hvor den er, lægger man slet ikke mærke til den.

Folketidende skrev i 1937 at for ”et par menneskealdre siden” var det ikke Parnas, men Kongebrokilden, der var samlingsstedet st. hans aften.
Gamle og unge samledes på denne aften ved kilden i deres fineste stads, og der blev danset og leget under bøgetræernes kroner. ”Bassekoner” var mødt for at sælge hvedebrød og andre ting. Det fortælles, at én bagte æbleskiver på stedet, og at hun brugte skovsnegle til at smøre panden med. Senere på aftenen søgtes til Bredholmshuset.
I mange år var kilden glemt og dens tilløb groet til, men omkring 1925 fandt man kilden og fik den renset op.
Fru Magdalene Lauridsen fra Ankerhus blev interesseret og fik arrangeret en festlighed ved stedet, og Karl Elnegaard skrev en sang.

Folketidende noterer den 4. juni 1927:
”Kongebrokilden, der i fjor blev draget frem af glemselens skød er nu til pinse blevet smukt istandsat. Kummen, der var en del ødelagt, er muret op, og uden om er anbragt en stensætning med en pæn natursten i midten. Her er plads til en indskrift, og det er vel meningen, at kildens navn skal hugges ind her. Desuden er der bragt trappetrin ned ved begge sider af kildens udløb i søen. Bag kilden, under et ærværdigt bøgetræ, er opsat en bænk, hvor folk i ro og mag kan sidde og iagttage færdslen på den travle Kongebro, mens man lytter til kildens sagte, rislende vande.
Det var skovrider Ammitzbøll, der for mange år siden lod kilden sætte i stand, og det er også skovrideren, det skyldes, at den nu på ny præsenterer sig i en smuk og værdig skikkelse.Der er næppe nogen tvivl om, at den gamle skik med at brænde blus ved Kongebrokilden, st. hans aften vil blive genoplivet i år”.

Den 24. juni 1927 skrev Folketidende (efter et voldsomt tordenvejr dagen før – selve st. Hans aften):
Det gamle midsommerhumør fornægtede sig ikke. I hvert fald stod det højt på Ankerhus, hvor der i aftenens løb havde samlet sig mindst 500-600 mennesker om det rygende bål.
Inden da havde man været samlet ved den istandsatte kilde, hvor lærer ved Ankerhus, landbrugs-kandidat Christensen, sagde et par ord om kilden ved midsommer – med fest og glæde – men også hvor man medbragte syge, som på denne aften kunne lindre deres sygdomme ved at drikke af kildens vand og ved at overnatte der.

Festligheden holdtes nogle år, men ophørte så, da kilden igen groede til, og i dag er der ikke meget tilbage af den.

Billedet af pigerne fra Ankerhus er fra 1963 og taget af Ellen Skovmand.