Hist hvor vejen slår en bugt
Ligger der et hus så smukt
Væggene lidt skæve står
Ruderne er ganske små.
Sådan skrev H.C.Andersen,
og sådan så Bredholmshuset ud i 1949 efter Folketidendes oplysninger fra 1949.
Huset nedbrændte den 27. oktober 1949.
På det tidspunkt boede der 4 familier i huset. Kun 1 af de 4 familier nåede at få reddet lidt indbo.
”Ilden opstod, da fru postbud Børge Hansen var ved at tænde op i komfuret. Gnister fra skorstenen har antageligt antændt stråtaget, og da der på loftet var fyldt med halm, varede det ikke længe inden loftetagen stod i lys lue”.
Brandvæsenet måtte hente vand fra Pedersborg Sø 750m væk, da branddammen var løbet tør.
De 4 lejligheder beboedes af
Arbejdsmand Chr. Petersen,
Postbud Børge Hansen,
Enkefru Sophie Petersen og
arbejdsmand Henrik Petersen.
Kun den 82-årige fru Petersen havde ikke indboforsikring.
De husvilde beboere blev indkvarteret hos familie og naboer.
Folketidende skriver den 29. oktober 1949 – lige efter branden:
På Bredholmshuset i Haugerup, der i morges gik op i luer, passer det, hvad H.C.Andersen synger: Hist hvor vejen slå en bugt, Ligger der et hus så smukt,
Der kunne være delte meninger om, hvor smukt huset var. Det var bygget i 1700-tallet, og det havde, som man siger, kendt bedre dage.
Bredholmshuset var i sine velmagtsdage samlingssted for egnens ungdom. St. hans aften, og vel også ved andre lejligheder, var det efter gamle folks fortællinger her, at ungdommen svang sig i storstuen til fiolens eller harmonikaens toner. Pigerne kom i træsko og med skoene under armen. Så snart der var skiftet fodtøj stod karlene parat til at svinge pigerne til den lyse morgen.
Men nu er Bredholmshusets saga ude.
Vi er ikke helt sikre på at billedet forestiller Bredholmshuset med hovedvejen foran, men næsten. Hvis nogen af læserne kan huske huset og ved at vi er forkert på den, må I meget gerne give os besked.
På et kort fra 1887 ses, at huset var det yderste hus i Sorø sogn, idet det ligger op til sogneskellet til Pedersborg sogn (nær ved det tidligere Haugerup mejeri).
Realregistret oplyser om Bredholmshuset i Haugerup, matr. nr. 26, grund og haveplads.
4 fj ½ album= 745 m2
Sorø Akademi afhændede huset til forstinspektør G. Bruun i 1796
Afhændet til Chr. Lorentzen i 1806
Som afhændede til Søren Sørensen i 1845
Til Sørensens enke Elise Giorgine Hansen i 1860/61
Til Frederik Hansen i 1875
Til Chr. Olsen i 1918
Til Olsens arving Anna Kristine Larsen 1934
Til Jens Jensen i 1935.
Måske er det Jens Jensen, der har ombygget huset til de 4 lejemål, der var ved branden i 1949.
Hvis dette passer, var det også fra dette år slut på ungdommens dans i storstuen.
Nu er der kun minderne tilbage.
Holger Jørgensen, Lokalhistorisk Arkiv for Sorø og Omegn
Se også Jul i Sorø 2003.