Blog

Ved begyndelsen af hvert nyt skoleår blev der oprettet et Soldaterkorps. Det bestod af menige soldater fra de 4 yngste klasser – og officerer og underofficerer fra 1.g’ere.
Det var ikke noget problem med uniformer, for alle elever bar skoleuniform og kasket. Officererne og korpsets chef havde sabler, de menige havde trægeværer.
Musikken bestod af trommer, piccolofløjter og et par signalhorn, senere kom tuba og andre blæsere til, og endelig en tambourstav.
Soranske damer skænkede en smuk fane med fugl Føniks broderet på.

I Soldaterkorpset var der ingen skydeøvelser. Men der var måske en forbindelse til de gamle Røverlege. Disse lege foregik i Grydebjerg Skov som en gang røvere og soldater – iværksat af drengene og uden lærermedvirken.
‘Røverne’ havde dagen forinden undersøgt terrænet og fundet gemmesteder.
‘Hæren’ havde fundet hasselkæppe og skjolde frem – lavet af blikkenslageren og smykket med våbenmærker. Hæren skulle fange røverne, inden de fik fat i hærens fane og plantet den ved foden af højen. Sådanne røverlege ophørte ikke, da Soldaterkorpset blev stiftet i 1888.
I begyndelsen var det tanken at lave marchture, men siden lavede man øvelser efter kort, fremrykning og små militære aktioner.

Overnatninger: Korpset tog på besøg på gårde og godser og blev inviteret til overnatning med middag af tidligere elever, som havde større gårde. Det var uvante måder at sove på for Soldaterkorpsets medlemmer at sove i halmen i stalde. Nogle af skolens lærere deltog også.

I 1910 ville skolens piger med på turene, og det blev som sygeplejersker.

I 1920’erne så lektor Lauritzen, at interessen dalede til fordel for spejderbevægelsen, og det blev spejderne, der blev skoletrop på Akademiet indtil 1973, hvor de små klasser forsvandt.
Tambourstaven blev på Akademiet, og fanen blev givet til Sorø Amts Museum.

Helt tilbage til stenalderen gik folk ad en vej tværs over Sjælland. I bronzealderen kørte folk i studetrukne kærrer. I vikingetiden kørte man med tungt læssede vogne til udskibshavne. Vejen har myldret med folk, vogne, stude og heste. Konger i spidsen for hæren. Munke, syge og tiggere – som der var mange af i middelalderen – alle slags mennesker er kommet ad denne vej.
Hærvejen er kommet fra Lejre over Haraldsted til Sigersted, derfra ind mellem Fjenneslev kirke og Oldengård, fulgt den nuværende vej gennem Fjenneslevmagle, forbi Pasegård og Sasserbro. Herfra fortsatte den i Sejevejen, og herfra ind i Sorø Sønderskov. Ude af skoven igen ved Stenbækhus forbi klyngehusene ved Odinsvej. Længere mod vest gik vejen på sydsiden af Skråbjerg, passerede den nuværende Parnasvej og forsvandt ind i Nyrup Skov ved Rødpælehus, fortsatte over Grøfte og Davidsrød til Slagelse – og ud til Storebæltskysten.
Sydvest for Skråbjerg regner man med, at middelalderens store vejknudepunkt lå. Der drejer vejen fra gennem Topshøj skov til Skælskør, den daværende ”fugleflugtlinje” til Slesvig-Holsten.
På gamle matrikelkort kan man følge den oprindelige Skælskørvej over åen ved Skråbjerg, forbi skovfogedhuset og mod syd gennem Topshøj Skov. Ejendommens ejer kan se, hvor vejen har gået, fordi der her ligger en stribe med mange sten, hvor kornet står tyndt og har en anden farve.

Som bevis på at hærvejen stammer fra oldtiden, finder vi den lange række af oldtidsgrave langs vejene. Langs hærvejen gennem Sorø Kommune har vi Ringdysse ved Sejevej, og Bodedysse mellem Frederiksberg og Lynge. De stammer fra 2.500 f.Kr.
Sorø ligger altså på alfarvej over Sjælland, mellem fortidens oldtidsvej mod syd og nutidens motorvej mod nord – gennemskåret af hovedlandevejen.

Bodedyssen mellem Frederiksberg og Lynge.

I Danmark kender vi til mange forskellige møller, og vi har kendskab til møller fra 1135. Det var de store jordbesiddere, kongen, klostrene og stormændene, der byggede og ejede dem. En mølle var selvsagt meget vigtig for landbruget, og dermed som indtægtskilde for ejeren. Det førte til love og regulativer, de tidligst kendte er fra 1200-tallet.
I Sorø, ved vi, at der har været stubmøller, hestemøller, vindmøller/hollandske vejrmøller og dampmøller.

– En stubmølle står på jorden og har vinger til vinden.
 En hestemølles kværn bliver drevet af heste.
 En hollandsk vejrmølle står på et fundament, som giver plads til kværn og forarbejdning, og dermed kommer vingerne højere op.
 En dampmølle drives af store dampmaskiner og kan yde meget mere end de andre.

Der er lidt forskellige oplysninger om, hvilken mølletype, der var den første i Sorø udenfor Klosterporten, men det var Christian VI, der gav tilladelsen midt i 1740’erne. Den kom til at ligge i det sydvestlige hjørne af Albertikrydset. Møllen kom til at male både for Academiet og Sorø by – og for alle omliggende byer, og den førte efterholden til lukning af mange af de andre møller.
Stubmøllen blev revet ned i 1836, og en hollandsk vindmølle blev bygget året efter på det højeste sted på Møllevej. Efter ejerens død fortsatte enken en årrække, hun forpagtede møllen ud. Der var tilknyttet foderstofhandel, og omegnens beboere kunne komme og få gruttet deres korn.
I 1856 blev en dampmølle opført ved Møllegården med tilhørende bageri, og den var tænkt som hjælp til den hollandske vindmølle. Adressen er Slagelsevej 1.
I 1897 blev møllen solgt til et konsortium af byens borgere. De solgte det meste af jorden og byggede en ny motormølle ved Holbækvej. Mølleriet og bageriet standsede helt omkring 1920. Bygningen blev omdannet til fabrik, senere butikker – og sluttelig boliger. I dag er den kendt som Søgaarden, Holbækvej 24.

På billedet ses Albertistøtten i krydset Slagelsevej, Ringstedvej, Holbækvej og Alléen. Til højre møllen på Møllevej, og til venstre den nybyggede dampmølle på Holbækvej.