Krebshuskroen og Landevejen ved Krebshuset

Krebshuskroen

Krebshuset var oprindelig et fiskerhus under Sorø Akademi, liggende på sydsiden af landevejen. Huset er omtalt helt tilbage i 1610. Chr. IV fik krabber herfra af fiskeren i Krebshuset. Der havde været kro på stedet fra begyndelsen af 1700-tallet (måske før) og kgl. privilegeret kro fra 1735. Huset blev i 1760’erne bolig for skovrider Plambech, der desuden havde tilladelse til at holde kro. Skovrider var dengang en slags opsynsmand eller ridende skovpoliti. Kroen blev i hans tid kendt som den bedste kro mellem København og Korsør, kendt for sin gode mad, sin renlighed og sine gode senge. Kroen var i familiens eje til 1868. Kroen blev nedlagt i 1880, da den nærliggende jernbane tog for stor en del af de vejfarende. Til ejendommen var der også et landbrug oprindeligt på ca. 40 tønder land, først i 1900-tallet på 150-160 tønder land. Krobygningen blev nedrevet i 1924. Samtidig blev der bygget en villa på nordsiden af vejen. Den kaldes nu Krebshuskroen og er udvidet et par gange, i 1987 og i 1998.

Landevejen ved Krebshuset

De ældste veje gennem landsdelen var jordveje, anlagt, så de gik uden om sumpede områder og store bakker. Derfor gik vejen mod Storebælt syd om Sorø-søerne. Disse veje blev næsten aldrig vedligeholdt og var ret farlige og vanskelige at færdes på.
Derfor anlagde Fr.II og senere hans søn, Chr.IV et sæt ”Kongeveje”, beregnet til kongelige transporter og til brug for statens embedsmænd. Disse veje var spærret for andre. Det viste sig dog umuligt at afholde folk fra at benytte dem trods store bøder, porte og bomme. En af disse kongeveje blev under store vanskeligheder anlagt over det lave område ved Krebshuset, ved Vindelbro og over Sorø Smalsø – et særdeles vanskeligt arbejde, nok først færdigt omkring 1625, ved Krebshuset dog nogle år før. Midt i 1700-tallet opgav man at forbyde færdsel på kongens veje. I 1761 besluttede Fr.V, at der skulle anlægges nye hovedveje, åbne for alle.


I forlængelse af den i 1778 nedsatte vejkommission, byggedes efterhånden over hele landet gennemgående veje, af god kvalitet. Det blev grusveje (i stedet for de oprindelige jordveje – også kongens veje var for en del jordveje) med grøft i begge sider til overflødigt vand, omkranset af træer til hjælp for de rejsende i dårligt vejr og om natten, og til glæde for de gående, til beskyttelse mod den brændende sol. De fleste af disse træer blev fældet så sent som i 1950-erne og 1960-erne til fordel for plads til de mange biler, der kom efter krigen.
Et lille stykke af disse nye hovedveje fra slutningen af 1700-tallet ses ved Krebshuskroen. Stykket blev bevaret, da man i 1960-erne lavede en ny vej hen over lavningen. Ved vejen var der også oprindelig en halvrund plads på begge sider af vejen, beskyttet af et læhegn til bedeplads for kvægtransporter, deraf navnet Krebshusrundingen.