Hvideslægten var, næst efter kongeslægten, en af de mest ansete i det 12. og 13. århundrede.

Slægtens stamfader var Skjalm Hvide (1035-1113). Han var høvedsmand på Sjælland.

Ingen anden slægt har i løbet af de 300 år, der var slægtens levetid, frembragt så mange betydelige personligheder, såvel på det verdslige som på det kirkelige område.

Hviderne havde godser både i Jylland, på Sjælland, Møn og i Skåne. Godskoncentrationen var dog størst på Sjælland. Esbern Snares besiddelser lå hovedsagelig omkring Kalundborg, mens Absalons især var beliggende i Alsted Herred. Sunesønnerne derimod havde derimod deres besiddelser omkring Knardrup, Ganløse og Jørlunde i det nordlige Sjælland.

Sorø Kloster, der blev grundlagt af Skjalm Hvides sønner ca. 1140 er det største monument over slægtens kirkegavmildhed. Klostret brændte ned til grunden (undtagen kirken) i 1813.