Du er her:   Sorø Leksikon - Vedbygaard
                                                                                                                                                                                     
 

Vedbygaard.



Vedbygaard nævnes allerede i 1312 med Peder Thygesen som ejer.

1429-1671 var den ejet af slægten Rud og derefter ved giftermål til slægten Grubbe. I 1768 bliver Vedbygaard ved auktion solgt til slægten Barner, som ejer den 1768-1818, derefter af slægterne Meldahl og Gamst, som i 1850-erne restaurerer bygningerne og helt ombygger den nordlige del af vestfløjen.

Fra 1917 bliver Vedbygaard en selvejende institution, som rekonvalescenthjem.

Hovedbygningen er et trefløjet anlæg fra mange forskellige tider og med betydelige rester af en middelalderlig borg. Sydfløjen led betydelig skade i 1535 under Grevens Fejde, men byggedes straks op igen og forhøjedes med et halvstokværk med skydeskår. Senere udvidedes bygningerne til et parallelanlæg, der forbandtes med en spærremur mod øst.

I det nordre hus er der tøndehvælvede kældre og ligeledes hvælvede rum ovenover.

Bygningerne er restaurerede o. 1900. De er nu fredede. Parken er offentlig tilgængelig.

På amfiteatret i parken opføres hver sommer (gerne i august) de berømte borgspil.