Du er her:  Sorø Leksikon - Stationer
                                                                                                                                                                                 
 

Stationer. Bystationen og landstationen

 
Sorø Landstation - den nuværende Sorø Station


Sorø Bystation - nu en del af Sorø Rådhus


Sorø havde engang 2 stationer. Da jernbanen Roskilde-Korsør blev anlagt i 1850-erne, ville entreprenør-selskabet ikke komme nær søerne. Stationen kom således til at ligge 2 km syd for byen. Stationen blev senere kaldt landstationen. En udvidelse af stationsbygningerne skete i 1888. Omkring den er senere bydelen Frederiksberg vokset op.

Samtidig med bygningen af jernbanen anlagde man en vej over søen, så borgerne kunne komme ud til stationen, og der blev derved åbnet for trafik til byen sydfra og byen fik et større opland.

Byen ønskede stadig en station nærmere byen. Den blev anlagt i 1902/03 samtidig med anlægget af  Sorø-Vedde-banen. Det blev en privatbane på 15,9 km med DSB-drift. Denne nye station nærmere byen blev kaldt Bystationen og var en DSB-station. Sorø-Veddebanen blev aldrig rigtig en succes, og der blev lukket ned for persontransport mellem Bystationen og Vedde i 1933, mens godstransporten fortsatte med mellemrum indtil 1940. I årene 1940-46 var der en stor transport af tørv fra Åmosen. Banen blev officielt nedlagt i 1951 og sporene fjernet. Tilbage var 2,6 km spor mellem de to stationer, hvor der kørte godstog dagligt indtil 1963,  hvor Bystationen officielt blev nedlagt, – og af og til et udflugtstog.  Sidste tog kørte i 1970 og sporene blev fjernet i 1975. Kommunen købte arealerne omkring Bystationen samt stationsbygningen, tegnet af statsbanernes arkitekt, Heinrich Wenck. Bygningen skulle skabe plads til en ny kommunal forvaltning.

Landstationsbygningen blev tegnet af anlægsselskabet.