Du er her: Sorø Leksikon - Ruds Vedby Kirke
                                                                                                                                                                                 
 

Ruds Vedby Kirke.
 

Se på OplevSorø hvad der sker i Ruds-Vedby Kirke.

Kirken er fra 1100-tallet og har romansk skib i kampesten. I gotisk tid er koret nedrevet og skibet blev forlænget mod øst og overhvælvet. Det gotiske tårn har tidl. haft hvælv. I syd er i nyere tid opført et våbenhus. Ved korets nordside og østside er opført to små rum til præsten.

Kirken har en sengotisk fløj-altertavle med en fremstilling af Johannes Døberens historie.

Den romanske døbefont har tidligere stået i tårnrummet.

Prædikestolen er fra 1677 og rigt udskåret med alliancevåben for Sivert Gruppe-Hille Bülow.

På korets nordvæg ses en tavle over fru Hille Bülow, død 1718, og hendes 2 mænd og en søn.

I tårnet ses en anselig ligsten over Knud Rud, død 1554. I våbenhuset et epitafium over en ridefoged. Kirken restaureret i 1859.

På skibets nordside er i 1769 opført et smukt rokokokapel for familien Barner til Vedbygård, indvendig og udvendig med stukprydelser og et gulv af norsk marmor. Efter at kisterne er sat i jorden benyttes kapellet til ligkapel. Der er ikke alm. adgang. Nogle af  familien Rud ligger begravet under koret. På kirkegården ligger endvidere tre ejere af Vedbygård.