Du er her:  Sorø Leksikon - Fiskerhuset/Skovhuset/Skovriderhuset
                                                                                                                                                                                  Logo for Sorø
          Kommune

 

Fiskerhuset / Skovhuset / Skovriderhuset

 


Lokaliteten mellem Ingemannsvej og Møllediget/Filosofgangen har flere navne, som alle fortæller om stedet. Huset er placeret for enden af ”Fiskerstien”, som i 1892 fik navnet Ingemannsvej.

Sorø Akademi havde ansat fiskere ved søerne, så skolens elever kunne få fisk på bordet. Det var gedde, ål, aborre, brasen og lidt suder og krebs. Helt fra 1771 og til 1884 hed fiskerne Jappe til efternavn, bortset fra korte pauser. Efter 1884 var der ikke mere så mange fisk, at det var rentabelt for fiskerne at leve af fiskeriet og overholde aftalen med Akademiet. Den sidste hed Jens Nicolai Jappe og havde tidl. været møller. Familierne Jappe havde også tilladelse til at leje både ud. Problemet var bare, at bådene også blev brugt til det daglige fiskeri, så de var beskidte og skulle hver gang rengøres inden ”søndagsturene”.

Først i 1800-tallet byggedes også et udhus mere til Fiskerhuset, så elevernes grej til skydetræningerne ud over Flommen kunne foregå. Dette blev også passet af fiskerne.

 

Det nuværende hus er bygget i 1850. Det gule udhus er fra 1903. I 1903 blev der bygget til huset og det blev omdannet til bolig for skovrideren, som  flyttede fra Christiansminde i Sorø Sønderskov og fra dette år skulle huset kaldes Skovhuset og ikke ”Fiskerhuset”. På tegningerne fra 1850 stod godt nok ordet ”Skovhuset”, men i 1903 blev det officielt. Da skovrider Bruun fraflyttede huset med udgangen af 1994 blev huset indrettet til 2 lejligheder og derefter udlejet ligesom de fleste af Stiftelsens øvrige ca. 80 huse (hvoraf de ca. 50 tilhører skovene).