Du er her: Sorø Leksikon - F. C. C. Hansen
                                                                                                                                                                                 

 

F.C.C. Hansen

 


Frederik Carl Christian Hansen var ansat ved Sorø Akademi som arkitekt fra 1886 – 1911.

Han blev ansat ved Sorø Akademi som bygningskonstruktør i 1886 og senere som arkitekt. Han døde i 1923. Akademiets daværende rektor, B. Hoff, sagde, da han forlod Akademiet: Initiativet til det meste og iværksættelsen af det alt sammen, skyldes ”Arkitekt Hansen”.

Udover vedligeholdelse af Akademiets bygninger, herunder de mange kirker, som han værnede om, tegnede han bl.a. Vaskeribygningen, Museet, den ny gymnasiebygning på Akademiet, Nordruplund gods efter branden, tegnede ligkapeller ved de fleste af kirkerne, skovfogedboligen i Alsted og ledvogterhuset ved Filosofgangen mm.

For amterne tegnede han Amtssygehusene i Sorø og Haslev, Haslev Ting- og Arresthus, sygehusene i Fakse, Store Heddinge og Skælskør, Ting- og Arresthusene i Skælskør og Slagelse.

I Sorø byggede han Teknisk skole, kommuneskolen (i Alleen), Vand-Gas- og Elværket,  Menighedshuset, Sorø Husholdningsskole, Håndværkerforeningens Alderdomsbolig, præsteboligen på Hauchsvej, Asylet på Saxogade 3, Købmand Hee’s ejendom på hjørnet af Storgade og Østergade og en del villaer.  

Endvidere Ringsted Tekniske skole og noget på Ringsted Kloster samt Frederikssund Realskole.

Han blev overalt omtalt som samvittighedsfuld og pligtopfyldende. Han virkede opdragende på de håndværkere, han kom til at arbejde sammen med, så de udførte arbejdet bedst muligt.