Du er her:  Sorø Leksikon - Ankerhus og Magdalene Lauridsen
                                                                                                                                                                                  Logo for Sorø
          Kommune




Ankerhus og Magdalene Lauridsen


 

Kristen Bjerre var den første forstander på den nyoprettede Sorø Højskole. Her blev Magdalene Lauridsen og Eline Eriksen ansat af h”øjskolemor”, Jutta Bøjsen Møller.

Jutta Bøjsen Møller opdagede hurtigt, at der var muligheder i den praktisk dygtige Eline Eriksen og Magdalene Lauridsen med  evner i praktisk tilrettelægning og udvikling af ideer.

Disse to oprettede Sorø Husholdningsskole i 1895, først i lejede lokaler i Rolighed og i 1897 i den nu kendte bygning på Holbergvej, tegnet af arkitekt F.C.C. Hansen. Deres veje deltes, da Magdalene Lauridsen ønskede at oprette lærerindekurser. I 1902 byggede hun det første Ankerhus på den anden side af Pedersborg sø.  Herfra organiserede hun gennem landboforeningerne uddannelse af over 50.000 kvinder samt et stort antal lærerinder. Der er siden bygget til mange gange, bl.a. et forskoleseminarium og børnehave (på den østlige side af søen) og en gymnastiksal fra 1916, ny hovedbygning fra 1922/23 og skolekøkken fra 1934 mm. Endvidere er der bygget 3 kollegier. Der er nu en bygningsmasse på over 7000 m2 og en grund på ca. 53.000 m2.

Ankerhus er i dag rammen om uddannelsen til professionsbachelor i ernæring og sundhed under CVU. Husholdningsdelen af skolen blev lukket i 1995.

I 1899 var Magdalene Lauridsen på studietur i England. I 1906 oprettede hun Ankerhus Husholdningsskole og Seminarium. Hun lagde vægt på at uddanne kvinder til landhusholdninger og arbejdede senere for, at der kom husholdningsundervisning i folkeskolen. Hun var stærkt engageret i nordisk samarbejde, og hun stiftede De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger.

Magdalene Lauridsen blev i 1911 gift med højskolelærer Peter Dam. Hun døde i 1957.

Relaterede emner:
Folmer Dam