Du er her:  Sorø Leksikon - Akademihaven
                                                                                                                                                                                  Logo for Sorø
          Kommune


Akademihaven

Akademihaven rummer i sig rester af 1700-tallets barokhave, en fransk have med store alleer. Selvfølgelig har der været en klosterhave før denne tid med krydderurter og lægeurter til munkenes brug. Den lange allé fra Søgade, ”Lange Alle”, er fra 1750 og Danneskjolds Allé ved biblioteket er fra 1780 – begge rester af barokhaven.

I 1860-erne blev hele haven omlagt til engelsk havestil med vekslende plæner, store trægrupper og enkelttræer. Der sker dog hele tiden ændringer – ikke mindst når kraftige storme vælter store træer.

Haven er ikke en bypark. Den tilhører Akademiet, som har åbnet den for byens borgere og turister. Langs søen løber en sti. Den er en del af den 8,9 km lange sti rundt om Sorø Sø. På en tur langs søen kommer man forbi Friluftscenen, som skyldes akademigartner Georg Georgsen, Den blev anlagt i 1938 i forbindelse med fejringen af byens 300-års jubilæum, hvor det kongelige teater besøgte byen – i øvrigt i en årrække. Den Kongelige Ballet var der i 2007 og 2008. Senere er den dog ombygget.  I haven ses mange spændende og fremmedartede træer og planter, f.eks. kinesisk vandgran, kejsertræ, morbærtræer, vingevalnød, rød kornel, kalmus, robinie, magnolie, pseudoacasie og ginkgo. Berømt er også fuchiahaven fra 1950-erne, omgivet af en pergola med slyngroser og klematis, der desværre er reduceret noget.

Hele haven samt sportspladserne er på ca. 30 ha., haven alene ca. 12 ha.